Religionerne forandrer sig Kronik af Jo Hermann, bragt i Weekendavisen 24.10.2008 Må en religion have lov at forandre sig? Spørgsmålet er relevant, fordi kristendommen er ved at skifte karakter. De fleste troende er i dag mere optaget af kærlighedsbudskabet end af synden og frelsen, og sådan var det bestemt ikke for et par hundrede år siden. Samtidig har tilflyttede muslimer haft indtil flere forskellige versioner af islam med sig. Hvis dette religionsmøde skal få en lykkelig udgang, er det nødvendigt at give plads til, at religionerne kan være i forandring. Det er ikke kun de troende, der indordner sig under religionen, en religion må også tilpasse sig de troende og deres virkelighed, hvis den skal blive ved med at have relevans. Det opfatter mange som kontroversielt. For så er religionen måske alligevel ikke sand, eller måske var den det ikke, før den forandrede sig. Og hvad er det så i grunden man tror på? Thorkild Grosbøll blev taget i skole, fordi han har kasseret skabelsesberetningen og mener, at videnskaben har en bedre forklaring end Bibelen på verdens oprindelse og fortsatte eksistens, og at opstandelsen kun skal forstås symbolsk. Hans menighed havde ingen problemer med den udlægning, men kirken som institution havde svært ved at acceptere, at en præst tænkte den skabende og opretholdende gud ud af kristendommen og gjorde Jesus til et menneske blandt andre. Grosbøll blev sat under tilsyn og valgte at gå tidligt på pension. Men i 60’erne og 70’erne var Grosbølls udlægning ganske udbredt. Tiderne er skiftet igen, og i dag er der snarere en udbredt accept af, at troen ikke kan forstås rationelt, men må have lov at have sit eget rum med ritualer og dogmer, som er meningsfulde i sig selv, uden at man gransker dem med forstandens kritiske blik. Ser man på den apostolske trosbekendelse, som kirkegængere forventes at kunne udenad, står der f.eks. meget i den, som de færreste tror på. Hvor mange kan af et ærligt hjerte sige, at de tror på jomfrufødslen med Helligånden som befrugter, på kødets opstandelse og på dommedag? Mange der kalder sig kristne, tror ikke engang på et liv efter døden, selv om det formelt set er en af grundpillerne i troen. Kirken rummer mængder af trosmæssigt arvegods, som har begrænset relevans i dag. Men kirkegængerne fremsiger stadig trosbekendelsen, fordi det hører sig til, og imens er fornuften slået fra. Interessant nok står der ikke et ord om næstekærlighed i trosbekendelsen, selv om det ellers netop er, hvad de fleste i dag vil fremhæve som særligt for kristendommen. En moderne trosbekendelse kunne passende begynde: “Vi tror på Gud, den alkærlige, og vi tror på næstekærligheden og på Jesus Kristus som det menneske, der virkeliggjorde den her på jorden.” Det ville formentlig være mere i trit med, hvad menigheden faktisk tror på. Den rene lutherske lære er det derimod kun et mindretal, der holder fast i: den kristendom der prædiker, at mennesket er en synder, som har behov for frelse, og at denne frelse kun kan komme gennem nåden – det er Guds beslutning alene, og menneskene kan intet gøre selv for at gøre sig fortjent til frelsen. Man kan finde begge holdninger repræsenteret i folkekirken, både den der fokuserer på næstekærligheden, og den der fokuserer på frelsen. Begge dele hører kristendommen til. Men i disse år sker der en forskydning mod at lægge vægt på kærlighedsbudskabet frem for frelsen. Religionen skal kunne bruges i dette liv og ikke kun i et efterliv, som måske alligevel ikke findes. I dag tror danskerne heller ikke på samme måde som Harald Blåtand, der lod Kristus afbilde uden kors men omgivet af vikingeornamentik. Og selv om dronningen stadig er folkekirkens formelle overhoved, er det nok de færreste, der forestiller sig at majestæten råder i landet, på samme måde som Gud råder i himlen. Det var ellers en accepteret sandhed for et par hundrede år siden. Vi skal faktisk være lykkelige for, at religionen har kunnet tilpasse sig skiftende opfattelser. Dengang Kingo skrev sit berømte “Far, Verden, far vel, jeg keedies nu længer at være din Træl,” var det udfrielsen fra denne verdens tomhed, han længtes efter. Salmen blev udgivet i 1681, blot tre år før Christian V med Danske Lov slog fast, at katolikker ikke måtte opholde sig i Danmark, og at danskere kunne erklæres fredløse, hvis de alligevel hjalp en katolik til at skjule sig i landet. Der var også dødsstraf for blasfemi, ligesom troldmænd og troldkvinder skulle brændes på bålet. Alt dette skrevet ind i den civile lov. 50 år senere, under pietismen, blev der indført tvungen kirkegang og tvungen konfirmation – en eksamination i Luthers lille katekismus, som var grundlaget for, at de unge kunne få almindelige borgerrettigheder: ret til at gifte sig, fæste jord, blive soldat m.m. Det var først med Junigrundloven af 1849, det blev slået fast, at borgerrettighederne ikke må knyttes til den enkeltes tro eller medlemskab af et kirkesamfund. Hvis man alene kigger på kristendommen på enevældens tid, kunne man godt få det indtryk, at kristendommen er en totalitær religion. Sådan forholder det sig ikke. Kristendommen er ofte blevet taget til indtægt af magthavere, der ville legitimere deres styre med, at de repræsenterede Guds vilje, og samtidig har benyttet gudsfrygten til at disciplinere folket med. Men over tid har kristendommen vist sig at kunne fungere under enhver tænkelig styreform, fra kongemagt til nutidens repræsentative demokrati. Denne pointe er værd at holde fast i, også når man ser på andre religioner. Religioner er ikke statiske. De udvikler sig, nogle gange i en mere konservativ retning, andre gange i en mere tolerant. For tiden er der stærke kræfter, der ønsker at trække islam i en reaktionær retning. Det er et reelt problem. Ligesom det ville være vanskeligt for et samfund som det danske at håndtere en udbredt tro, der mindede om Christian V’s, er det svært at rumme en patriarkalsk og stærkt disciplinerende form for islam. Derimod er det i samfundets interesse at fastholde, at islam har lov at udvikle sig. Hvis vi etablerer et fasttømret billede, hvor alle muslimer skal stå til regnskab for Koranens skarpeste formuleringer, risikerer vi at forhindre, at religionen kan udvikle sig i en mere moderne retning. Hvis vi ønsker, at islam skal tilpasse sig det danske samfund, og ikke omvendt, nytter det ikke noget, at danskerne er mere fundamentalistiske i deres islamforståelse end muslimerne selv. Når vi kan acceptere paradokser i kristendommen, må vi også kunne acceptere, at islam er en tro med sine egne paradokser, og at det er en tro i udvikling. Selvfølgelig skal vi sige klart fra over for sammenblandingen af tro og politik. Men så kunne vi jo f.eks. begynde med at adskille kirke og stat i Danmark, hvor vi stadig har dronningen som kirkens overhoved og indleder folketingsåret med en gudstjeneste. Det er tradition, men det er en tradition fra enevældens tid, og sådan forholder det sig med religion: Den er præget af sin historie og er længe om at lave om på sine institutioner. Selve troens indhold kan derimod flytte sig markant på få generationer.